top of page

Piano, piano, piano ...




Jeg er på dag to (2!). I mit nye liv i Cianciana, på Sicilien. Hvor jeg blandt andet er rejst til for at få et anderledes arbejdsliv, måske endda komme lidt ned i gear i forhold til det nordiske tempo (som måske i virkeligheden handler om, at løbe så hurtigt man kan for holde varmen!?). Men i dag er jeg lidt udfordret. Allerede. For at sige det mildt. Og det er egentlig ikke tempoet, eller mangel på samme, som jeg bliver forstyrret af. Det er det her med kommunikation og information. Altså ikke sproget – det vidste jeg ville blive svært, men det går faktisk overraskende godt – men mere noget med, hvad folk fortæller en, når man spørger dem om noget. Eller i virkeligheden, hvad de IKKE fortæller en. Fordi som helt nytilflyttet opstår der jo konstant spørgsmål. Og jeg har tidligt i mit arbejde som grafiker lært, at man aldrig kan stille for mange eller forkerte spørgsmål. Det har fungeret fint med Mus og Pen i 34 år. Men nu støder jeg på problemet med, at jeg først efter jeg har fået svaret, finder ud af at jeg med meget stor fordel kunne have stillet spørgsmålet langt tidligere.


Det lyder måske lidt kryptisk – fordi det er det! Men siden jeg i eftersommeren besluttede mig for at købe det vidunderlige hus i Cianciana, er jeg gentagne gange stødt på problemet med manglende informationsniveau. Eller blot en måde at svare på, som nærmer sig noget i stil med ‘Men du spurgte jo kun om dét, så forvent ikke at jeg svarer eller informerer om mere eller andet end netop dét!’. 



To eksempler:


Da jeg første gang skal overnatte i huset og har brug for varme i december, skriver jeg til den tidligere ejer Johnny, om hvordan pillefyret virker, og om der er noget jeg skal være opmærksom på. Han fortæller, at der ligger 15 kg piller i depotrummet, og at jeg blot skal fylde dem på, sætte stikket i og trykke start. Jeg gør som beskrevet, men fyret kommer ikke i gang. Jeg skriver til Johnny. Han fortæller mig, at jeg skal sørge for at skuffen under brænderen er støvsuget ren, så den ikke er fyldt med aske. Jeg tilslutter støvsuger, og får renset skuffen. Mine hænder er ganske sodet til, men jeg tænker det er en del af oplevelsen. Forsøger at starte fyret igen, men uden held. Det skal lige nævnes, at hver gang man starter fyret tager det ca 10 minutter før det giver fejl om, at det ikke kan tænde. Herefter skal man vente yderligere 10 minutter, hvor det køler af, før man kan gøre et nyt forsøg. Jeg skriver til Johnny. Han understreger at de bittesmå huller i brændkammeret ikke må være dækket af aske, da der ellers ikke kan komme ilt til brænderen. Og i øvrigt er det en god ide, at dække gulvet af, så man ikke får sod ud på soveværelsesgulvet. Og pas på med sod på fingrene – det er megasvært at få af! … Tak! Har netop vasket hænder 8 gange, så dén erfaring har jeg allerede. Jeg renser de små huller, starter fyret igen, sidder tålmodigt på sengekanten og kigger ind i det mørke brændkammer. Men ingen ild. Jeg skriver til Johnny. Han kan ikke helt forstå det, plejer ikke at være et problem. ‘Har du sørget for at der ikke er nogle piller i brændkammeret, når du starter op? Det må der nemlig ikke være!’ … Nej, det vidste jeg ikke!! Men prøver – og woops, nu kører fyret!

Og så er det jeg tænker – hvorfor sagde du ikke bare det fra starten af?



Det andet eksempel er lidt mere længerevarende. Og varieret. Det har med ejendomsmægleren Joe at gøre. Han er Ciancianas ubetingede første-mægler, og den eneste med gode engelskkundskaber. Så med lidt monopol-lignende tilstande kan han selvfølgelig også gøre hvad han vil. 


Fra begyndelsen fortæller jeg, at jeg vil være ‘residente’ – altså fastboende. I dag, flere måneder efter, kan jeg efterhånden se, at der er en vis rækkefølge man skal gøre tingene i for at komme på plads som fastboende hurtigst muligt. Og hurtigst muligt er jo målet for enhver dansker hernede, tænker jeg. 


Hvis du skal have internet, skal du have en italiensk bankkonto. Hvis du vil købe en bil skal du have et italiensk ID-kort. For at få et italiensk ID-kort skal du møde op personligt på kommunen. Og have en italiensk bankkonto med mindst 8.500 euro på. Samt et EU sygeforsikringskort, gældende mindst 12 måneder. Vil du starte en virksomhed med et VAT-nummer, skal du have ID-kort og bankkonto.


Så det meste starter med en bankkonto, kan jeg forstå. Efter tre måneder. I dag kører jeg så til Agrigento, ca 45 minutters kørsel fra Cianciana for at finde UniCredit, som Johnny har anbefalet som bank. Jeg cirkler rundt i 20 minutter i Agrigento centrum for at finde en p-plads, og efter at have givet op på Apple’s kort-app, viser Google mig vej til banken. Trækker et nummer i automaten og sætter mig tålmodigt til at vente. Piano, piano, piano. Det er næsten som at gå i banken for 15-18 år siden i Danmark, og jeg forsøger at skabe et billede af en god oplevelse i mit sind. Da jeg ikke havde et hævekort til banken at logge på med ved nummer-automaten, er jeg blevet tildelt et ‘ikke-kunde-nummer’ … faktisk nummer D001. Efter en lille halv time bliver min sidekammerat og jeg enige om, at D’et nok står for Domani - i morgen. En medarbejder krydser gulvet, og jeg får spurgt til om der er en engelsktalende medarbejder i bygningen. Hun er usædvanlig venlig – det er ALLE! – og lover at vende tilbage. 10 minutter senere får jeg engelsk kontakt, men blot med besked om, at da jeg er fastboende i Cianciana skal jeg selvfølgelig henvende mig i den filial der ligger tættest på min adresse – i Bivona. Det er kun 20 minutters kørsel fra Cianciana, men i stik modsat retning af Agrigento, hvor jeg er nu. Så jeg giver op for i dag, og sætter retning mod Via Scavuzzo, så jeg kan nå at få lidt arbejde fra hånden.



Og det er kun to eksempler ud af mange. Regn ikke med at du får alle oplysninger i en sag, en problemstilling eller en opgave med det samme. Sådan fungerer det ikke her på Sicilien … det hele kommer henad vejen, og måske skal jeg bare lære at det er en proces, og at det selvfølgelig også er en måde at bibeholde den gode samtale og kontakt på.


På min Out Of Office rejse i 2022 lærte jeg ret hurtigt mig selv en god måde at tackle udfordringer og modstand på. Man vil uvægerligt støde på problemer på sådan en tur, og når man er alene kan det være svært at holde modet oppe hvis udfordringerne står i kø. Så da jeg kl 2 om natten i snestorm i Amsterdam stod i vandrestøvler, skijakke og underbukser, og forsøgte at børste skorstenen fri for sne, så begyndte jeg at tænke på, hvordan jeg ville skrive om det der skete. Hvordan jeg ville beskrive udfordringen på min rejseblog. Det gjorde straks udfordringen betydelig mindre, og jeg kunne se mig selv udefra og endda finde nogle sjove måder at beskrive scenariet på. Jeg gjorde det samme utallige gange undervejs – det virker hver gang, og gør det uoverskuelig problem nemmere at løse. Og nøjagtig sådan tænkte jeg i dag, da jeg kørte retur fra Agrigento med uforrettet sag og en halv arbejdsdag fattigere … mens jeg kørte ad, hvad jeg har fået fortalt er, den smukkeste bjergvej på Sicilien, så kunne jeg grine lidt af alle dagens udfordringer. 


Og i øvrigt – det med, at det er Siciliens smukkeste bjergvej, det tager jeg med et gran salt. For her på øen kan man aldrig være sikker på, at man har fået alle oplysninger og er 100% velinformeret. Måske der er en smukkere vej, jeg har bare ikke spurgt ind til den.



144 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

A domani ...

Læs også