Sløve, sanselige, sindssyge, smukke Sicilien
Dagene på Sicilien er ved at rinde ud. For denne gang. Det er tid at komme hjem. Hjem til det vante, ned i normalt pulsleje og tilbage til hverdagen.
Sidst jeg var her, havde jeg ferie. Denne gang har jeg haft rygende travlt alle hverdage. Det har været okay, og en præmis for at tage afsted som jeg var bevidst om. Så i stedet for at ærgre mig over alt det, jeg ikke nåede at opleve mens jeg sad med snuden i skærmen, har jeg valgt, at se på det som en mulighed for at prøve hvordan en hverdag hér ville være. Jeg har forsøgt at finde en dagsrytme, og bilde mig selv ind, at jeg er en af de lokale. Det har fungeret overbevisende godt!
Men det kan så også godt lade sig gøre, at få oplevelser nok, på bare én enkelt lørdag. Hvis man er lidt opsøgende og ikke er bange for at sige ‘Ciao’, så giver Sicilien og sicilianerne tifold igen på dén lille investering.
Jeg har hele weekenden til at opleve i. Dagen er startet med en cappuccino og en croissant med crema, så blodsukkeret er på italiensk niveau. Nu står jeg foran Avis biludlejning lørdag kl 9:30, klar til at drage op i bjergene på eventyr. Mange brancher er blevet ændret totalt de seneste 15 år med onlinetjenester og apps, som gør bestilling, eksekvering og livet betydelig lettere for både ansatte og kunder. Men det er som om biludlejningsbranchen ikke helt er fulgt med. For til trods for onlinebestilling, så skal det tilsyneladende tage fem kvarter at få sin bil udleveret. Ihvertfald på Sicilien. Stående i et lille lokale med tvivlsom aircondition, familier med kufferter og børnesæder (stakkels dem i øvrigt - hvad piver jeg over?), amerikanere der forsøger at springe køen over, og italienere der snakker i en lang ustoppelig strøm.
Men jeg får endelig min bil! En fin lille Opel Mokka, som overrasker med fine køreegenskaber, kvik motor og en størrelse der er helt perfekt til bjergkørsel og smalle sicilianske landsbygader.
Jeg henter min bagage på mit airbnb-værelse, og så er det om at komme ud af byen. Det er altid hektisk at køre i Italien, og der er bestemt ingen risiko for at falde hen bag rattet. Helskindet og uden skrammer kommer jeg ud af Palermo, og begynder straks at bevæge mig op i bjergene. Det slår mig med det samme, at den vestlige del af Sicilien er betydelig mere grøn og frodig, end de golde tørre landskaber vi kørte igennem omkring Etna sidste år.
Efter en lille time kører jeg ind i Corleone. Alene navnet får mig straks til at tænke mafia, Godfather, attentater i gaderne og et korrupt system i opløsning. Termometret er på 34 grader, og jeg forsøger at finde skygge i de snævre gader mens jeg lader telefonen guide mig frem til byens lille mafia-museum. Muséet er skabt af Salvatore og hans familie. For fire år siden købte de huset, som er kendt som The Godfather’s House, hvor mafiaen angiveligt har sit udspring.
Ved et lykketræf træder jeg ind ad døren til museet præcis klokken 13 - tid for rundvisning. Turen starter med en lille film på 5 minutter. Herefter tager Salvatore over og guider og fortæller. Vi er kun tre gæster - mig selv og en portugisisk kvinde med hendes teenagesøn. Heldigvis er Salvatore god til at lade rundvisningen være mere en samtale, end en enetale, og vi falder alle i snak undervejs. Salvatore fortæller hvordan han har købt huset, og at alt inventar i huset stod uberørt da de overtog det. De er stadig igang med at udvikle muséet, og den lille restaurant der hører til. Den portugisiske kvinde er advokat, elsker at kitesurfe og så drømmer hun om at flytte til Italien. Hun har bare endnu ikke fundet ud af hvor, så hun rejser til forskellige regioner for at finde den bedste. Hendes søn, der går på musikskole og spiller guitar, er ikke helt enig i den italienske drøm. Han fortæller mig lystigt om Portugals fortræffeligheder - nok i håb om at hans mor også hører det, men det præller tilsyneladende af.
Jeg vil ikke afsløre for meget af oplevelserne fra Godfathers hus, for hvis du nogensinde kommer til Sicilien, så bør en tur til Corleone og det lille museum være et must.
Efter rundturen spiser vi frokost sammen på husets tagterrasse. Maden skabes af Salvatores kone og datter, og tilberedes i det oprindelige køkken. Desværre har jeg travlt, for jeg har en aftale i Cianciana halvanden times kørsel fra Corleone. Så jeg må tage afsked med den portugisiske kvinde og hendes søn - når aldrig at få fat i deres navne, men min lørdag er allerede blevet beriget med et spændende møde, og en snak om Portugal, Italien, drømme, rejser, mafiaen og det groteske i at gå rundt i et hus, hvor mange formentlig har måtte lade livet gennem tiderne.
Turen går videre mod Cianciana. Vejene føles ikke nær så hullede og ujævne som sidste år, men jeg tænker det mere har noget at gøre med forskellen på at køre autocamper og Mokka, end at vejene skulle være i så meget bedre stand på øens vestlige del. Jeg har aftalt at mødes med Johnny kl 16, og kl 16:02 kører jeg op ad den stejle bygade og drejer til højre ind ad Via Scavuzzo. Tre minutter senere ankommer Johnny, og jeg kan straks mærke at han er en mand der er nem at snakke med. Han og hans kone Mette købte huset i 2017, hvor det havde stået forladt i 60 år. Der er mange forladte huse i Syditalien, og Johnny fortæller at man skal være varsom med at købe. Mange af dem står forladt fordi de er arvet, og der er strid om huset skal sælges eller ej. Som køber kan du ende med at have købt af ét familiemedlem, hvorefter et andet dukker op og modsiger sig salget. Et svensk par i byen var ude for dette, og måtte betale en del ekstra til det stridbare familiemedlem før de ville frigive huset til dem.
Huset i Via Scavuzzo 26-28 er gennemgribende istandsat. Jeg kan ikke finde en eneste fuge der mangler. Alt er gennemført sat i stand, med stor æstetisk sans og respekt for alle de gamle detaljer. Stueetagen indeholder soveværelse samt stort badeværelse. Vælvingerne i loftet er fantastiske, og gulvene i lækker kølig mikrocement. Det gamle gulv er blevet gravet ud, en meter ned, drænet, isoleret og støbt påny, så burde kunne holde de næste 100 år. Ad den smukke smalle trappe kommer man op til 1. salen, som indeholder stue med altan. Gulvet er de oprindelige klinker, som ifølge Johnny ikke kan købes for penge i dag. I hjørnet står en gammel filmlampe, der er blevet brugt i gamle italienske filmproduktioner. Johnny er fotograf, og jeg kan mærke og se hans kærlighed for foto, grafik og lækre detaljer. Der er sat ny dør med moderne termoglas i ud til altanen, men de inderste 100 år gamle trædøre er bibeholdt, så når man lukker dørene ser man ikke de nye metaldøre indefra.
Gennemgangen af huset er som en tretrinsraket, der bare giver mere og mere wauw-effekt efterhånden som man bevæger sig opad. Øverst er køkkenet, helt i stål og med mikrocement på gulvet. Der er direkte adgang til terrasse, hvor der er kig til byens tage og bjergene i det fjerne. Terrassen kan overdækkes med solsejl og markise, og indeholder også et skur til havemøbler mv. Skuret gemmer også på al teknik – solcelleanlæg (fra Ikea), vandpumpesystem og de to 1.000 liters vandtanke, som bliver fyldt op to gange om dagen fra en nærliggende kilde i bjergene. Solcelleanlægget overproducerer og sidste år modtog de 425 euro fra elselskabet.
Vi sætter os ved køkkenets højbord, som Johnny har fået den lokale smed til at lave for 50 euro. To kolde øl kommer på bordet, og jeg får svar på alle mine spørgsmål samt en masse anden nyttig information. Parret forlod Danmark i 2017 og har ikke set sig tilbage siden. De var hjemme i Danmark en periode under corona, hvor isolationen var på sit værste i Italien. Nu er de flyttet til den større by Agrigento, og har ikke brug for huset i Cianciana længere. Huset er en drøm, som langt overgår mine forventninger. Nu skal der tænkes og regnes. Jeg takker Johnny for kigget, og inden jeg kører ned og finder mit overnatningssted, når han at anbefale mig byens bedste restaurant, Cortile Halykos.
Efter at have tjekket ind i nattens airbnb, sætter jeg mig på byens torv, ovenfor den store trappe der fører op til kirken. Jeg bestiller en enkel øl, og bliver noget overrasket over den ‘lille’ snack der følger med. Tre stykker bruschetta, tre små stykker pizza og en skål chips, der kunne holde til en halv biograffilm. Jeg betragter livet på torvet, og føler jeg passer godt ind blandt byens gamle mænd, der nyder et glas vin (eller flere) på en varm lørdag eftermiddag. Mens jeg er gået lidt rundt i byen har det slået mig hvor venlige og imødekommende alle er. Alle, og jeg mener alle, jeg møder hilser med et ‘Bouna sera’. Selv en mand i en gammel gennemtæret Fiat Panda, ruller vinduet ned da han passerer. Blot for at hilse på – han havde tilsyneladende ikke set mig før. Og jeg er senere lykkelig for, at jeg ikke, som jeg ellers overvejede, lod den ‘lille’ snack være nok for aftensmad, for det skal vise sig, at jeg skal mødes af endnu mere gæstfrihed.
Jeg får handlet lidt småindkøb i det lokale supermarked, og får hilst på 10-12 personer undervejs, hvorefter jeg finder frem til restauranten Johnny anbefalede. Lokalerne er lækkert indrettet, og ville passe bedre ind et tjekket sted ved Rivieraen end her i bjergene. En børnefødselsdag er i gang med børn fra 3-4 års alderen og godt op i teenageårene, men heldigvis er de i et tilstødende lokale, der kan lukkes af. Jeg bestiller en pizza Napoli – min benchmark for pizzakvaliteten rundt om i verden, og den er høj hér! Udover mig er der kun 4-5 par i restauranten, og jeg falder i snak med to kvinder ved nabobordet. Det er Judy og Shelly, mor og datter, fra Canada. De har hus i byen, og pludselig har vi meget at snakke om. Da de forlader restauranten, inviterer de mig på drinks på en bar lige rundt om hjørnet – bare dem og et par venner. Da jeg senere kommer rundt om hjørnet bliver jeg mødt af varme hilsner, og jeg finder plads i den stol de har reserveret til mig. De få venner viser sig at være en del – der er John fra USA, Simon og hans ven fra England, Jack og hans mor fra Canada, og 3-4 andre jeg ikke kan huske navnene på.
Uden jeg når at reagere er første omgang på bordet, og den anden når jeg heller ikke at gøre noget ved. 3. eller 4. omgang når jeg at give, og så går det ellers på skift til vi alle 10 har givet mindst en omgang hver. Ved 23-tiden går et liveband i gang. De kan lige stå på afsatsen mellem de to trapper op til kirken, og hele torvet runger af rockmusik. Jeg bliver fortalt, at der er livemusik hver dag – hver dag! – hele sommeren igennem, og at de typisk først stopper ved tretiden. Så hvis man skal købe hus i byen, er det en god ide, ikke at bo på byens torv. Ved tretiden lister jeg hjem, eller slingrer måske. Vi har aftalt at spise morgenmad sammen kl 11 alle sammen. Jeg er helt høj … aldrig er jeg blevet mødt af så meget gæstfrihed og imødekommenhed på en enkelt lørdag som i dag. Alle steder fra, og fra alverdens lande. Min søn Nikolaj skriver en kort kommentar på Messenger, da jeg fortæller om det – “Det er jo dét, der er så fedt ved at rejse alene, Far!” … jeg kan kun give ham ret. Jeg er sjældent blevet mødt med samme åbenhed og hjertelighed … tænker måske Johnny har en finger med i spillet, og har iscenesat det hele for at få solgt sit hus.
Søndag er til tømmermænd. Og sikken nogle de har her i Cianciana. Efter to kopper cappuccino krammer jeg farvel (eller var det på gensyn) til mine nye fastboende venner. Hvilken rigdom.
Nu er tømmermænd jo selvforskyldte og således ikke behæftet med retten til at klynke. Så jeg kører direkte fra bjergene og ned til kysten ved Agrigento. Her får jeg hakket to steder af på min bucketlist – Scala del Turchi og Valle dei Temple. Den sidste betydelig mere seværdig end den første. Herfra kører jeg et par timer vestpå og ender i Marsala. En hyggelig turistby, som minder om en lille miniudgave af Sevilla. Spiser couscous med fisk og drikker hvidvin, og overnatter på turens eneste hotel. Fra Marsala kører jeg næste morgen 10 kilometer nord for byen. Her ligger endnu en seværdighed på min bucketlist – vindmøllerne ved saltmarkerne. Et fantastisk område, som desværre er velsignet med ikke-eksisterende internet. Og da det er mandag, er det arbejdsdag, så efter en kort gåtur mellem vindmøllerne, stikker jeg halen mellem benene og kører mod Castellammare del Golfo, mit næste overnatningssted.
Det er en rigtig ferie-/badeby. Masser af butikker, restauranter, badedyr og hvad deraf følger. Men stadig på siciliansk, så det er meget charmerende. Jeg spiser grillet tun, og falder i snak med et ungt fransk par. De skal øen rundt, og får lidt tips. Viser sig, at de er fra Bretagne, hvor jeg kørte rundt sidste år, og de kender også Ile de Re, som jeg blevet meget forelsket i. Ile de Re er en lille ø ud for Frankrigs kyst, og her lever man blandt andet af at lave havsalt. Så store dele af øen er saltmarker. Fuldstændig som saltmarkerne ved Marsala, som jeg netop har besøgt. De to unge er begejstrede og vil tage derud dagen efter. Vi snakker om rejseliv, franskmænds engelskkundskaber (som i øvrigt er markant bedre end for 20 år siden), og det fantastiske ved at smage sig vej gennem Sicilien.
Dagen efter er jeg tilbage i Palermo, og min lille firedages rundtur i det vestlige Sicilien er slut. Jeg er ovenud imponeret … hvad der måske var en lille skuffelse over Sicilien på mit roadtrip sidste år, er blevet vendt til betagelse. Jeg vidste at Sicilien havde mere at byde på, og har – endnu engang – kun fået en lille forsmag på, hvad der kunne vente af oplevelser i fremtiden. De sidste tre dage i Palermo er dedikeret arbejde. Som de første tre dage, så når jeg kun ud af airbnb’en til en hurtig frokost, og så om eftermiddagen eller aftenen. Men så er temperaturen også til at holde ud, og Palermo lever i den grad om aftenen.
I skrivende stund sidder jeg på flyet på vej hjem. Vi er lige over Toscana, der er turbulens og det tordner og lyner under os. Jeg er ramt af en eftertænksomhed, men også en følelse af afklaring. Netop afklaring var det jeg tog afsted for, og hér har Sicilien leveret. Jeg kan ofte tænke, at jeg, for at få afklaring, bør have fred og ro, stilhed omkring mig, så jeg kan stirre ud i luften i uendelige timer, og derved finde afklaring. Men Sicilien gør det modsatte … her rammes man af sydende energi, larm, kaos, dufte og stank, råben og skubben. Og af gæstfrihed, venlighed, passion og en kærlighed til livet, som jeg sjældent har oplevet større andre steder i verden. Mange sicilianere har ikke meget. Det er et folkefærd, der gennem tiderne er blevet undertrykt og udnyttet, og stadig bliver det. Og måske netop derfor er deres iver for at få det bedste ud af hverdagen så stor. Det er meget berigende og lærerigt at opleve, og jeg kommer hjem som en anden udgave af mig selv. Nu skal jeg så bare finde ud af hvad jeg vil. Med det dér hus forstås. Og om Sicilien måske skal være en større del af mit liv, og min hverdag. Vi får se.
—
Info:
Se mere om The Godfather’s House her:
Denne lille film indfanger på fineste vis stemningen og sjælen i den lille by Cianciana:
Johnny har lavet en fotobog omkring istandsættelsen af huset i Cianciana:
