Hiking omkring Cómpeta
Hvis du lige som jeg, får udslæt af at ligge for længe på en solvogn, så er der heldigvis hjælp at hente – endda lige ved hånden. Efter nogle dage på terrassen ved vores skønne airbnb-hus i Cómpeta, begynder nogle af os at trænge til, at komme ud at røre os, og se noget helt andet.
Der findes heldigvis utallige hjemmesider og apps, hvor man kan finde vandreruter, stier og spor, som det ellers ville tage mange dage at opspore uden en smartphone ved hånden. Sebastian finder sin telefon frem, og ved hjælp af app'en AllTrails, finder han lynhurtigt en hikingrute på godt 8 kilometer, som går lige forbi huset. Så allerede ved gitterporten er vi på sporet, og efter knap en halv kilometer er vi ude af bebygget område og kæmper os op ad en stejl sti med krat på begge sider.
Vi bevæger os langsomt opad i 20 minutters tid, til vi når en smal grusvej. Varmen er heftig og sveden driver allerede af os. Vi har naturligvis valgt at være fysisk aktive midt på dagen, hvor temperaturen nærmer sig de 35 grader – og vi er da også helt og aldeles alene på hele turen. Selv den lille landsby vi når til er som støvsuget for mennesker, alle døre og vinduer er lukkede, butikker er skoddet til. Ingen, INGEN, foretager sig noget midt på dagen hernede! Pånær os! ... vi er lige over trægrænsen, så eneste vegetation er nogle hårdføre buske og kaktus. Ingen træer, der kan give lidt skygge, men vi klør på, og priser os lykkelige for at vi tog rigeligt med vand med i rygsækkene.
Vi krydser en asfalteret vej og går i siksak ned ad en stejl bjergside. Nu er vi kommet ned hvor der vokser oliventræer, som udover at sprede lidt skygge også er opholdssted for tusindvis af cikader. Larmen er ørerdøvende, og man bliver helt i tvivl om den flimrende luft skyldes lydbølger eller varmen.
Skråningen munder ud i en vandingskanal, som er overraskende rig på rislende vand. Vi følger kanalen, som efter nogle kilometer munder ud i en lille bjerglandsby ved navn Canillas de Albaida. Der ser ud som om kanalen forsyner hele byen med vand, og her ligger en lille smuk kirke på en fremskudt klippe. Som nævnt er byen helt stille og øde, og vi hverken ser, hører eller møder nogle former for liv. Vi havde ellers aftalt, at en kold øl på byens torv ville være yderst velfortjent på dette tidspunkt, men vi må nøjes med vand, og finder ved hjælp af AllTrails hurtigt stien ud af byen, og begiver os tilbage mod Cómpeta.
Vi kommer gennem utallige olivenlunde, citrus- og avocadoplantager, og har på den ene side kæmpekaktus, som vokser op ad skråningerne, og på den anden, ned mod dalen, ses hvide huse spredt udover landskabet så langt øjet rækker – og dér, hvor det rækker til, anes Middelhavet i det fjerne.
Stien bliver bredere og pludselig møder vi et par mennesker. Rundt om et hjørne, og så er vi pludselig tilbage i Cómpeta, hvor vi bydes velkommen af en lidt afpillet struds, der er ivrig for at komme i kontakt med os gennem sit trådhegn.
Vi vælger den korteste vej tilbage til huset, selvom torvet, en kold øl og iskiosken trækker gevaldigt den anden vej. Men det betyder også en forlængelse af turen, og den kolde øl, der venter på terrassen er nu heller ikke at kimse af.
——
Praktisk:
AllTrails findes til både Apple IOS og til Android. Se mere på www.alltrails.com
Vi tog en kort tur på ca 8,5 km, som tog os godt to timer. Sværhedsgraden var overkommelig. Husk rigelig med vand – og overvej måske at tage afsted tidlig om morgenen, inden solen står allerhøjest på himlen.
Comments