En snegl på vejen, er tegn på ...

Hold nu op hvor har det regnet! Men i dag kom solen frem mere end én gang – så det blev både til en flyvetur med dronen og en cykeltur i nærområdet (og nej, det var ikke dén snegl på vejen jeg hentydede til!).

Jeg føler mig nu næsten som fastlægger, da jeg siden mandag ikke har rykket mig ud af flækken her på den hyggelige campingplads i Ribadesella. Og det har været skønt bare at kunne koncentrere mig om, at arbejde og lade hverdagen indfinde sig. Ikke skulle tage beslutninger om, hvor jeg skal køre hen, hvor jeg skal overnatte, om jeg har nået at handle inden jeg når frem, og så videre. Dét har jeg haft brug for.

Lige nu er vi vel 7-8 campere på pladsen, og to-tre af dem, der de seneste dage har forladt pladsen, har måtte have hjælp til at blive trukket fri, da jorden er så våd at camperne sidder fast. Så jeg er spændt på, om jeg også får brug for hjælp, når jeg, hvis vejret holder, forlader pladsen i morgen for at køre op i bjergene. Jeg ville så gerne op i bjergene, men det afhænger meget af vejret, for det giver ingen mening at køre derop og bare sidde i tæt tåge og 4 graders varme og glo ud af vinduet. Så jeg tager en beslutning i morgen, om det bliver bjergene eller om jeg fortsætter vestpå langs kysten.

I dag fik jeg cyklet en god tur i tørvejr. Jeg har ikke kunnet finde noget spændende mountain bike spor eller lignende i nærheden, så i stedet fik jeg kørt en lille del af Caminoen, som går langs kysten her. Det blev til godt 27 km og næsten 600 højdemeter ad snoede veje, gennem idylliske landsbyer og et langt stykke af vejen med udsigt til den klippefyldte atlanterhavskyst. Fantastisk område – noget af det smukkeste Spanien jeg endnu har oplevet. Og selvom jeg ikke møder en eneste pilgrim på vejen, så er jeg imponeret over hvor godt skiltet Caminoen er ... og utallige gange bliver jeg mødt af håndskrevne skilte med 'Bar 25 meter', 'Eating 100 meter', 'Hotel 50 meter'. Og hver gang ruten slår et sving, krydser en vej eller ændrer retning, så er der gule pile og det typiske Camino-symbol, så man aldrig er i tvivl om hvilken vej man skal. Flere steder er vejvisningen smukt udsmykket med hjemmelavede skilte og de, for Caminoen, så karakteristiske østersskaller.

Efter knap 15 kilometer når jeg til en lille badeby ved navn Prado, og her skal jeg vælge om jeg vil tage landevejen tilbage til Ribadesella, eller fortsætte op i bjergene med yderligere 500 højdemeter og plus 25 kilometer i sigte. Noget der ligner en lille regnsky oppe på bjergkammen gør valget let, og jeg suser tilbage ad landevejen og kan næsten holde trit med bilerne – lige indtil nedkørslen bliver afløst af en opkørsel. Hér må jeg i øvrigt rose de spanske bilister, for hold op hvor er de betænksomme og venlige i forhold til cyklister på vejene. Tænker en lille erfa-gruppe fra Trafikstyrelsen i Danmark med fordel kunne tage en forlænget weekend herned.

Tilbage på campingpladsen får jeg tømt toilet og fyldt 50 liter vand på bilen, hopper i bad og kaster mig ud i en klassisk pasta bolognese, som jeg så først får serveret for den sultne cykelrytter omkring klokken 21:45. Og således er dagen ved at rinde ud ... det er utroligt så hurtigt dagene går, og inden længe skal jeg hente Mark i lufthavnen i Santiago de Compostella. Det bliver rart med selskab, en af dele vinen med og forhåbentlig skabe nogle spændende eventyr sammen med.

Jeg havde vist lovet nogle drone-videoer, men det bliver en anden aften. Sov godt! :)