top of page

Cómpeta – den lille hemmelighed vi, som de eneste, ikke kendte

Opdateret: 13. feb. 2022

For syv år siden boede vi en uge i et smukt restaureret byhus i Cómpeta. Vi troede lidt at vi havde fundet vores egen lille hemmelighed, oppe i bjergene i 600 meters højde, væk fra turisterne på Malagas ellers så skønne kyststrækning. Udover nogle weekender i Barcelona, var vores kendskab til Spanien begrænset.

Men inden det gik op for os, at vi som danskere ikke var aldeles isolerede i Cómpeta, blev vi lynhurtigt forelskede i de smalle gader, de hvide huse, den gæstfri og talende befolkning og, ikke mindst, den fantastiske mad. Vi følte os lidt heldige, og også en kende dygtige, at det sådan var lykkedes os at undslippe turisthorderne og finde vores eget lille bjergparadis … lige ind til vi, allerede første aften, hvor vi gik ned på det charmerende torv midt i byen, og begyndte at ane, at vi måske ikke var helt så alene alligevel. Faktisk var der flere omkring bordene der talte dansk end spansk. Det var også lidt underligt med den der dansk-svenske ejendomsmægler i byen. Og måske vi skulle have anet uråd allerede da vi gik forbi postkassen med Finca Grønholt og Casa Lautrup.


Så vi begyndte at forlige os med, at vi nok måtte dele Cómpetas skatte med nogle andre. Heldigvis er det så rigeligt af dem.



Og nu er vi så tilbage igen - denne gang med alle fire drenge, som i mellemtiden alle er blevet voksne, og med to dejlige svigerdøtre som tilgift. Vi har lejet et kæmpe hus på Airbnb med fire soveværelser, boblebad, pool, udekøkken og en magnetisk udsigt over byen, bjergene og Middelhavet i det fjerne. Her er al den spanske autensitet vi har sukket efter, og vi har glædet os til at nyde nogle værdifulde, og værdiskabende, dage sammen med vores voksne børn. Sikken en gave!


Skulle der være nogen, som ikke kender Cómpeta, så er det en typisk andalusisk bjerg-landsby med hvide huse og snævre gader. Byen ligger på en bjergskråning i cirka 600 meters højde omgivet af olivenlunde og citrustræer. Torvet er byens centrum og samlingspunkt, og her er der altid mennesker. Der er tre restauranter på torvet, og de byder alle på traditionelt andalusisk menukort. Vi har spist på dem alle tre, og både mad og personale er yderst charmerede på dem alle – det kan komme lidt an på dagsformen, hvilken en der fører feltet an, så prøv jer frem.



En helt gennemsnitlig feriedag i Cómpeta kunne udspille sig således ... efter en morgendukkert i poolen, indtages både kaffe og udsigt på terrassen. Afsæt gerne en halv til en hel time til dette, for der er noget ganske betagende ved blot at sidde og kigge ud over byen, bjergene og Middelhavet, der dukker op i det fjerne efterhånden som solen får morgendisen til at fordampe. Én for én dukker de unge mennesker op, og inden længe har selv de to teenagere fået øjne og gjort os selskab. Tiden er ikke vigtig, og alle accepterer den dejlige dovne stemning ... en laver en toast, en anden spise mysli. En hopper i spa'en, og en fjerde går i bad. Selv er jeg på tredje kop kaffe og nyder hvert et langsomt sekund.


Til sidst bliver det alligevel for meget, og nogen tager initiativ til, at noget må ske. Det er blevet et godt stykke op af formiddagen, før vi i samlet flok forlader huset og begiver os ned mod byen. Så tæt på middag er varmen allerede solid, og selvom det kun går nedad, bliver vi hurtigt svedige af turen gennem de stejle trapper, gader og smøger. Vi slentrer forbi smukke byhuse, hvor lokale hilser interesseret. Siestaen er allerede begyndt, og mange af husene er lukket til, kun flankeret af dovne hunde, der holder vagt, mens de sover i skyggen. På torvet får vi noget at drikke, mens en ældre dame forsøger sig med en fempunkts-vending foruroligende tæt på vores bord. Da en parasolfod sætter sig fast under bilen, og hun begynder at slæbe den henover torvet, kommer der liv i de ældre lokale mænd, som ellers ind til da, har set fnisende til fra deres faste bænk i skyggen. De kommer kvinden til undsætning og til sidst kan hun køre tilbage fra hvor hun kom fra ... hvad hun skulle i bil på torvet fandt vi aldrig ud af.



Vi spiser frokost på en taverna i udkanten af byen, og efter en svedig tur op ad alle trapperne og tilbage til huset, er der dømt pool- og terrassetid resten af eftermiddagen. Der spilles backgammon, læses bøger, slikkes sol og småsludres på de forskellige terrasser omkring huset.


Det er svært ikke at føle sig en smule lykkelig, og jeg prøver, uden held, at frembringe lidt dårlig samvittighed over ikke at foretage mig noget nyttigt – en helt og aldeles nytteløs tanke.


Det er de basale behov, der styrer begivenhederne ... tørst, sult, samvær. Sulten tager førertrøjen da aftenen falder på, og vi forsøger at efterleve en guidebogs do's and dont's – heri står der, at man under ingen omstændigheder må gå ud at spise for tidligt på aftenen i Andalucien. Denne aften er vi næsten røget i kategorien 'for sent', da vi ankommer til den hyggelige restaurant El Pilon i Cómpeta ved 22-tiden. Heldigvis er der stadig gang i den udendørs grill, som er strategisk placeret lige ved indgangen. Ingen kan undgå duften af lam, kylling og oksekød, der hygger sig på gløderne. Vi får hurtigt anvist et bord til otte, og kan kaste os over det velassorterede menukort.



Der bliver bestilt Scampi Pil-pil (rygende varme rejer i hvidløgs- og chiliolie), croketter, laks, ribeye-bøffer så store som musemåtter, lammekrone, koteletter af iberisk sortfodssvin (udsøgt specialitet) og asiatisk inspireret risret. Alle får forret, og alle får hovedret – og alle får slukket tørsten i rigelige mængder. Der snakkes mad, og smages på kryds og tværs af bordet ... det skal lige nævnes, at alle vores fire drenge er deciderede 'madører', som elsker at lave og, i særdeleshed, indtage mad! Og heldigvis er vores to svigerdøtre af helt samme skuffe, så ikke sjældent kan vi være sammen en hel aften, hvor vi stort set kun snakker om mad. Og lige nu er vi alle otte havnet i et lille himmerige, her i El Pilon, beliggende på en stejl trappegade i charmerende Cómpeta.


Alle er glade og mætte, og selvom dessertkortet bliver læst med stor iver, ender det med at ingen af os skal have mere. Vi er mætte!


Regningen, som Line og Sebastian har lovet at tage sig af denne aften, beløber sig til 1.600 kr. for os alle, alt inklusive ... og med en lille én at gå hjem på i baren på vejen ud. Der skal slæbes lidt ekstra op ad alle trapperne og de stejle gader, de halvanden kilometer hjem til huset, men det er godt trods alt at få rørt sig.


Tilbage på terrassen drikker vi et enkelt glas vin, mens vi indtager endnu mere af udsigten og bliver enige om, at Cómpeta ikke er den værste lille hemmelighed vi har fået øjnene op for.


——


Praktisk:

Vi spiste frokost på El Pampano. Hyggelig taverna med udsigt over byen. Noget for enhver smag på menukortet, og masser af lokale gæster.

www.restauranteelpampanocompeta.com/es/


El Pilon ligger tæt ved torvet og nås ad en stejl trappe nede fra gaden.

https://restaurantelpilon.com

Husk en god appetit!


På torvet ligger tre restauranter. Ingen af dem har umiddelbart hjemmesider, men tag chancen – vi er ikke blevet skuffet.


Derudover ligger der masser af spisesteder, vinbarer og bodegaer i byen, som vi ikke nåede at prøve. Af samme grund er vi nødt til at komme tilbage.






26 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Arrivederci!

Læs også

bottom of page